Kan vi overhovedet bruge døden til noget godt i vores liv?
Ja, er min påstand.
Her er 2 ting, jeg selv bruger døden til, og som har bidraget positivt i mit liv.
Vi møder alle døden flere gange i vores liv, inden vi selv ender med at dø.
Nogle møder den hyppigt, når familie og venner dør undervejs, andre møder den sjældnere.
Nogle gange rammer den som et lyn fra en klar himmel, andre gange har vi haft tid til at tage afsked, og forberede vores sind på, at vi skal miste.
Næsten altid rummer døden en sorg for den efterladte.
Den kan være enorm, som en rivende storm og jordskred under fødderne, den kan føles som en kompliceret kombination af både mistet håb og kærlighed, vrede og lettelse, eller som en stille tyngde i hjertet over et kapitel, der slutter.
Og alle variationer derimellem.
Jeg har selv stiftet bekendtskab med døden flere gange.
Både den der tager de gamle mennesker, der har levet lange liv, og som er klar til at dø, og den der tager de unge, som vi ville give hvad som helst for at kunne beholde lidt længere. Bare lidt længere.
Der er især 2 ting, jeg har opdaget, jeg kan bruge døden til i mit eget liv – som motivation og inspiration til at leve mit liv så fuldt og nærværende som muligt.
1:
Det første er at give sorgen den plads, den skal have:
At give den lov til at have præcis den styrke, form og varighed, den har.
Ikke at være bange for den, men at rumme den som en hyldest til det menneske, jeg har mistet.
Ja, jeg sørger, og det gør jeg fordi, jeg har mistet et menneske, der fyldte i min verden. Som havde de her kvaliteter, de her tanker og måder at gøre tingene på, at møde mig på, som betød så meget for mig, og som nu efterlader et stort tomrum.
Jeg hylder det menneske, jeg mærker taknemmeligheden for det, som vi havde, og måske også skuffelse og smerte over det, vi ikke formåede, eller nåede, at have.
Jeg bruger tid på at finde frem til, hvad jeg lærte af det menneske, hvad har jeg med mig fra netop det menneske.
Hvad var det unikke i den relation.
Hvad har jeg lyst til at tage med mig videre, som hører til det menneske og den relation.
Hvilke kvaliteter hos det menneske, vil jeg gøre til mine egne.
Alt det bruger jeg tid på, og det har vist sig at være meget værdifuldt for mig, fordi jeg på samme tid får klarhed over relationens betydning, tager kvaliteterne ved den med mig videre i livet, og lægger skuffelserne og smerten ved relationen bag mig, på den måde, at det ikke længere står i vejen for mit eget liv.
For nyligt sagde min afdøde vens store barn noget til mig, som jeg synes, rummer alt det ovenstående på én gang. Vi stod ved hans grav på 1 årsdagen for hans død, og talte om, hvordan vi havde det, og hun sagde:
“Jeg kan sagtens snakke med ham inde i mig, og jeg ved næsten altid, hvad han ville have sagt til mig, når jeg har et problem, eller en oplevelse. Det er dejligt. Men det ændrer ikke ved, at jeg savner alle overraskelserne! Alt det, jeg ikke vidste, han ville sige og gøre.”
2:
At give mit eget liv et statustjek:
Da min egen far døde var jeg 32 år, mor til en dejlig søn, i gang med mit første rigtige karrierejob, i et parforhold, jeg gerne ville være i, og boede i en rar lejlighed, vi havde bygget op fra bunden, så den passede til os.
Min fars død var relativ hurtig, og det var en voldsom oplevelse for mig.
I tiden efter, mærkede jeg et stort behov for at se på mit eget liv, og finde ud af, hvordan jeg kunne leve det fuldt ud, og på en måde, så jeg og mine kunne trives så meget som muligt – for hvis døden kan komme ud af det blå på den måde, så vil jeg leve NU!
Det betød, at vi besluttede os for, at vi ville have et barn mere, og for at kunne have den tid sammen med, og fleksibilitet omkring, mine børn, som jeg ønskede mig, måtte jeg sige mit travle job op, og blive selvstændig.
På den måde kunne jeg selv bestemme, hvor meget og hvornår, jeg ville arbejde.
Men det betød usikker indkomst, og derfor solgte vi lejligheden i København, og købte et billigt hus på landet, tæt på vores familier.
På den måde blev min fars død starten på et helt nyt kapitel, der var rigtigt for mig og os på det tidspunkt.
Jeg fik masser af tid med mine børn og fleksibel arbejdstid, og det var det vigtigste på det tidspunkt.
Sådan har jeg brugt mine møder med døden siden – til at stoppe op og gøre status over, hvor jeg er i livet, er der ting, der skal justeres på, drømme der skal opfyldes, mål der skal skiftes ud osv. – alt sammen i forhold til, om jeg lever mit liv på en måde, der gør, at jeg – når døden engang også kommer efter mig – ikke fortryder og ærgrer mig over, at jeg ikke brugte mit liv på det, jeg ville.
Så her bliver døden en motivation til at leve NU, og på den måde, der passer til mig og mine vigtigste relationer.
Med kærlig hilsen til alle mine døde <3
