Hvornår har du sidst haft en oplevelse af at blive lyttet til?
Og hvornår var sidste gang, du rigtig lyttede til en, der fortalte dig noget?
Der er enorm forskel på at høre og at lytte.
Når du for eksempel bliver spurgt, hvordan du har det, og du svarer noget i stil med: hmmm… jo det går lidt trægt for tiden. Og den der spørger, svarer noget der minder om: det er jeg da ked af at høre, men det er altså også en lang vinter, ikke….mens han er fjern i blikket, kigger på uret, eller på anden måde signalerer, at han ikke er åben for at lytte til dit svar, hvordan er det så for dig?
Eller når du oplever dit barn fortælle dig om noget fra sin dag, og du stopper op med dine gøremål, fordi du har lyst til at koncentrere dig om det, dit barn fortæller – hvilken kvalitet har det så for dig (og dit barn)?
Der er alt for mange af os, der ikke har taget stilling til forskellen på at høre og at lytte.
At lytte er det, der skaber kontakt og nærvær. At lytte er, når du ikke bedømmer eller vurderer, men gør dig umage for at slippe dine egne forestillinger om rigtigt/forkert, dine løsningsforslag og forklaringer, og forsøger at forestille dig, hvordan det mon ser ud fra den andens perspektiv ved åbent at lytte til de ord, der kommer.
At høre kan i værste fald have modsat effekt, nemlig afstand, overfladiskhed, ligegyldighed. Når man glemmer at lytte, men blot hører, kan man ofte komme til at høre det, man selv synes eller mener, eller man tolker på det, der bliver sagt, uden at tjekke om det er rigtigt forstået, og på den måde går du glip af vigtig information og viden om det menneske, du hører på.
Det sker ofte i parforhold, at man tror man ved hvad den anden siger, eller skal til at sige, fordi man har kendt hinanden længe, og man glemmer at lytte og være nysgerrig på den anden.
Det er grobund for mange misforståelser og konflikter, og i sidste ende skilsmisser.
Det samme gælder i alle andre relationer…..
Så måske er i dag sådan en dag, hvor du skal øve dig i at lytte til et menneske, der er vigtigt for dig?
