Om hvorfor vores handlinger og præstationer ikke er det, der afgør vores værdi som mennesker (selvværd/selvtillids-emne)
Forleden dag glemte jeg en skole-hjem samtale med min datters lærere. Jeg havde simpelthen bare glemt det, selvom det stod i min kalender.
Det blev jeg både ked af, frustreret og flov over, da jeg opdagede det.
Jeg tænkte på, hvor irriterende, det selvfølgelig har været for lærerne og blev flov.
Jeg blev ked af det, fordi det handler om min datter, og hende vil jeg gerne prioritere og huske på.
Jeg blev frustreret på mig selv over, at jeg har lidt for mange jern i ilden, og at det påvirker mit fokus og min hukommelse.
De følelser tillader jeg mig selv at mærke.
Og så husker jeg på, at selvom det var ærgerligt for mig, min datter og hendes lærere, og jeg gerne vil handle anderledes næste gang – så gør denne handling (at jeg glemte aftalen) mig ikke til et mindre godt menneske.
Jeg er stadig mig, og jeg gør af og til ting, der ikke er ok, jeg fejler og må tilbage og sige undskyld nogle gange, ligesom jeg gjorde i dette tilfælde.
OG jeg er stadig ok, som jeg er.
Det vil sige – jeg ER ikke mine handlinger. Hverken de gode eller mindre gode.
Jeg ønsker at handle på gode måder, overfor mine medmennesker, mine nærmeste og mig selv, og jeg gør mig umage.
OG jeg indrømmer mine fejltagelser, siger undskyld og retter op, når der er handlinger, jeg gør, som viser sig at være “forkerte”.
OG jeg er altid god nok, præcis som jeg er.
Kan du se, hvad det handler om?
(Nemlig, det er sådan, det er at have et godt selvværd. OG den helt gode nyhed er, at det kan man få – også selvom man måske ikke har det med i bagagen)
