Hvem bestemmer – dig eller din angst?
Har du angst? Bankende hjerte, sved, svimmelhed, hals der snører sig sammen, følelsen af at skulle besvime, kaste op eller dø?
Hvad gør du for at undgå din angst?
Da jeg var 20 år fik jeg voldsomme angstanfald mange gange hver dag. I sær i forbindelse med alle lukkede transportmidler.
Jeg vidste ikke, det var angst til at starte med – jeg troede faktisk, jeg var alvorligt syg på en eller anden måde.
At undgå angsten
Da jeg fandt ud af, jeg var fysisk rask, og led af angst, begyndte jeg at finde på måder, jeg kunne undgå de værste anfald på.
Helt oplagt var det jo at stoppe med at køre i tog, bus og at flyve. Jeg kørte helst heller ikke bil, men cyklede til alt.
Efterhånden var det ikke nok, og angsten bredte sig til andre områder – f.eks. når jeg var ude blandt mennesker, på barer eller andre steder, hvor folk stod tæt.
Til sidst kunne jeg stort set kun være i min lejlighed, og ikke engang der var jeg i sikkerhed for angsten.
Jeg fik tildelt en psykiater via studenterrådgivningen, men hans metode var at sidde og lytte, og det eneste, han nogensinde sagde var, om jeg ikke ville have noget medicin.
Nej tak til medicin
NEJ! Måtte jeg sige flere gange. Efter cirka fire-fem gange, droppede jeg ham, og tænkte, at jeg måtte klare det selv.
Jeg ville gerne studere, og blev optaget på RUC.
Det betød tog i en halv time tur/retur hver dag.
Jeg var tæt på at opgive, før jeg overhovedet var startet.
Men så kom jeg til en skillevej, følte jeg. Jeg kunne vælge at føje min angst resten af livet, og leve et meget lille, begrænset liv, hvor kun få af mine drømme kunne udleves.
Eller jeg kunne vælge at tage kampen op, og give angsten modstand.
Jeg valgte det sidste.
En aftale med mig selv
Jeg aftalte med mig selv, at jeg til hver en tid måtte stå af på den næste station, hvis det blev for slemt at køre i tog. Det var tilladt altid, som en bagdør på klem.
De første mange gange i tog var forfærdelige. Jeg kampsvedte og var angst. Og hver gang tænkte jeg – jeg må bare stå af næste gang, hvis jeg slet ikke kan holde det ud.
Jeg stod aldrig af.
Efterhånden blev angsten mindre. Nogle gange glemte jeg den helt.
Og sådan blev jeg ved med at udfordre min angst, indtil den gav efter og forsvandt.
Det tog flere år at nå dertil, men det var det værd!
I dag kan den stadig stikke hovedet frem en sjælden gang imellem, og så genkender jeg den med det samme, og tænker, nå ja, det er bare angst. Gad vide, hvad der presser mig lige nu, tænker jeg og mærker efter. Når jeg finder frem til årsagen, fordamper angsten igen.
Vil du underkaste dig din angst eller vil du LEVE frit?
Jeg ved, det kræver mod, styrke og mange gange hjælp at tage kampen mod angsten op 
Hvis du har brug for støtte, vil jeg gerne hjælpe dig. Jeg véd, det kan blive bedre. Meget bedre!
Fie Sandfeld Psykoterapi
