Da jeg var i starten af 20’erne havde jeg nogle år med eskalerende angst.
Det startede med at handle om transportmidler, jeg fik angstanfald, når jeg var lukket inde i biler, busser, tog, færger og særligt fly! Så det undgik jeg.
Problemet med angst er, at når man undgår de situationer som trigger den, finder den hurtigt andre veje. Det gjorde min angst også.
På et tidspunkt havde jeg rigtig mange angstanfald hver dag, også hjemme hos mig selv.
Jeg fik nogle timer med en psykiater gennem studenterrådgivningen. Han sagde stort set ikke et ord, han ville have at jeg skulle spise medicin for min angst. Så jeg droppede at komme.
På et tidspunkt nåede jeg til et sted med mig selv, hvor jeg var så udmattet og ulykkelig, at jeg følte, jeg var nødt til at træffe et valg. Enten kan du sidde på et frimærke resten af dit liv og tro du er døden nær, uden at kunne gøre noget af alt det, du drømmer om. Eller du kan øve dig i at gøre det alligevel, selvom du er angst.
Jeg valgte det sidste. Jeg øvede mig og heppede på mig selv. Roste mig, når det gik godt og opmuntrede mig, når det ikke gjorde.
Det virkede! Det tog et par år at blive fri for angstanfald, og den vigtigste sætning for mig mens jeg øvede var: Det er bare angst, det er ubehageligt, men det er ikke farligt.
Det samme lå jeg og sagde til mig selv i dag, da jeg skulle have en MR scanning af mit hoved. Der er nemlig stadig enkelte situationer hvor jeg mærker min angst igen, og det er én af dem.
Men jeg ved også – det er bare angst, og selvom det føles hæsligt, er det ikke farligt.
Sætningen beroliger mit nervesystem, og jeg klarede scanningen uden angstanfald.
Måske kan du bruge den sætning til noget?
Fie Sandfeld Psykoterapi
